Om Jolly

I 2009 fyldte Jolly Cola 50 år, og rundede dermed en imponerende milepæl i lang historie med både op og nedture for Danmarks helt egen Cola.
Historien om Jolly Cola starter helt tilbage i 1959. Her gik flere danske bryggerier sammen om at lave et modtræk til giganten Coca-Cola, i form af virksomheden Dansk Coladrik A/S. Denne virksomhed skulle fremstille en landsdækkende dansk coladrik, og derud Jolly Cola. Den danske cola blev fra fødslen en enorm succes og erobrede i løbet af kort tid hele 40 % af markedet for cola i Danmark.
Hos Dansk Coladrik A/S tilstræbte man at fokusere og effektivisere sin forretningsmodel ligesom den amerikanske Coca-Cola koncern, hvor man producerede og tappede læskedrikken på lokale bryggerier, mens en central ledelse kontrollerede colaens smag samtidigt med at man planlagde landsdækkende reklamekampagner for Jolly Cola.
I denne spæde start af coladrikkenes indtog på det danske marked, havde Jolly den fordel at de danske bryggerier naturligvis kendte det danske marked indgående. De havde et allerede veletableret distributionssystem som nåede ud i alle afkroge af landet. Derfor var en cola, for de fleste danske forbrugere, lig med en Jolly Cola i coladrikkens første store år på det danske marked.
Jolly Cola kom dermed rigtig godt fra start på det danske marked, og formåede at holde sin ledende position på det danske marked igennem en længere årrække. I 1980’erne opstod en del problemer for Jolly, primært fordi Carlsberg mistede interessen for Jolly og overtog produktionen af den konkurrerende Coca-Cola på det danske marked.
I slutningen af 90’erne forsøgte Albani forgæves at puste nyt liv i Jolly, bl.a. via et millionsponsorat af det kvindelige håndboldlandshold, der i denne periode oplevede ganske succesfulde resultater.
I dag bliver produktionen og markedsføringen af Jolly Cola i Danmark ført af A/S Bryggeriet Vestfyen. I de senere år er Jollys produktportefølje desuden blevet udvidet med en light-udgave, samt appelsindrikken Jolly Orange, den forfriskende sportsdrik Jolly Time med druesukker og senest en naturlig mineralvand.
